ORIENTERING VEDRØRENDE KLAGENÆVNSSAGER OG TILDELINGER UNDER SKI-RAMMEAFTALER
Assemble har ført og opnået medhold i to klagesager vedrørende tilsidesættelse af udbudsreglerne. Begge sager vedrørte tildelinger til en kommunes eksisterende leverandør af pladsanvisningssystem, KMD, i strid med udbudsreglerne. I lighed med alle andre afgørelser fra Klagenævnet for Udbud er kendelserne offentliggjort (https://klfu.naevneneshus.dk/).
Siden sin etablering i 2005 har Assemble udviklet og solgt digitaliseringsløsninger til gavn for borgerne og det offentlige Danmark. På markedet for pladsanvisningsløsninger til daginstitutioner og kommuner har Assemble udviklet løsningen Nemplads, som er i velfungerende drift i otte af landets kommuner, herunder nogle af landets største kommuner. I de kommuner, der anvender Nemplads bredest, er automatiseringsgraden over 90%. Automatiseringen indebærer, at processer vedrørende afstand til institution, søskendeforhold, ventelister, dialog med forældre om tildelt plads m.v., der tidligere blev håndteret manuelt, nu er digitaliseret, hvilket har frigjort ressourcer i kommunerne til den borgernære service og reduceret kommunernes omkostninger.
Assemble er udfordreren på et marked, som KMD har haft i over 40 år. Assembles løsning er cloudbaseret og nyudviklet. Som virksomhed er Assemble karakteriseret ved at være dansk ejet, have kompetente udviklere og en meget smal salgsorganisation, administration og omkostningsside i øvrigt, hvorfor Nemplads også er en relativt billig løsning.
Landets kommuner er ansvarlige for dagtilbud og alle kommuner har institutioner, som de varetager pladsanvisning for. På et tidspunkt kunne Assemble konstatere, at der var kommuner, der aldrig havde udbudt deres it-løsning til pladsanvisning eller som senest havde udbudt denne for mange år siden. Assemble har ikke viden om, hvorfor dette er tilfældet, men regner med, at det skyldes en blanding af vane og en vis konservatisme i forhold til den næsten fuldstændige automatisering, som kan opnås med Nemplads, idet kriterierne efter lov om dagtilbud, opkrævning fra forældre, integrationer til andre offentlige systemer m.v. kan sættes på formel og understøttes digitalt. Automatiseringen har en række andre fordele for kommunerne, herunder færre klagesager og færre manuelle berigtigelser af opkrævninger m.v.
Efter aktindsigt kom det frem, at der var sket tildeling direkte til KMD. I alle tilfældene var det sket uden inddragelse af Assemble eller den tredje aktør på markedet (IST) og i de fleste tilfælde uden offentliggørelse overhovedet, hvilket har været til åbenbar skade for konkurrencen. Assemble klager meget nødigt, men har fundet det nødvendigt for at sikre lige adgang til markedet og at den hidtidige praksis med inddragelse kun af KMD blev standset. Assemble har da også opnået medhold i klagerne og forventer også at opnå medhold i de sager, som enten er verserende eller hvor klage er under udarbejdelse. Af aktindsigterne kan Assemble konstatere, at sagerne ikke er ens, hvorfor det skønnes at være nødvendigt at få Klagenævnet for Udbuds vurdering af yderligere 3-5 sager, inden de hidtil anvendte “huller” for reel konkurrenceudsættelse er lukket og dette marked fungerer normalt og med en effektiv konkurrence.
Indtil videre har 16 kommuner oplyst, at de af egen drift vil bringe deres aftaler med KMD til ophør og enten gennemføre et begrænset udbud eller en vurdering af både KMDs og Assembles løsning under SKI 02.19.
Assemble ønsker at understrege, at Assemble ikke har noget udestående med kommunerne eller med SKI’s rammeaftaler som sådan. Anvendt korrekt og i overensstemmelse med SKI’s vejledning og evalueringsmodel er SKI 02.19 et velegnet værktøj til at opfylde udbudsforpligtelsen og sikre lige konkurrence på markedet. Gennemførelse af klagesagerne har været et nødvendigt skridt til at få ændret en fastgroet praksis, som i en række tilfælde har været initieret af og koordineret med KMD – hvilket er i modstrid med ligebehandlingsprincippet – og som har ført til manglende digitalisering, dårligere borgerservice og direkte tildeling til den leverandør, der i forvejen havde opgaven.
Opdatering, 15. februar 2022 – SKI 02.06
Efter gennemførelsen af sagerne vedrørende SKI 02.19 er det oplyst, at mindst 17 kommuner på KMD’s initiativ indtil marts 2021, hvor SKI 02.06 (2017) udløb, har tildelt kontrakter om pladsanvisningsløsninger til KMD under SKI 02.06.
Disse tildelinger er behæftet med annullationsgrunde af flere forskellige grunde: Dels er anvendelsesområdet for SKI 02.06 ikke fagsystemer, der forudsætter implementeringsydelser, men indkøb af standardsoftware som tilkøb til allerede indkøbt IBM-, Microsoft-, SAP- eller SAS-kompatibel software, dels har parterne i en række af de foretagne tildelinger helt undladt at foretage den Gartner-kategorisering, som SKI 02.06 kræver.
3 kommuner har på den baggrund opsagt de kontrakter, der blev tildelt til KMD og påbegyndt en udbudsproces.